Det er snart Mortens aften, og det havde jeg egentlig glemt, og det faldt mig heller ikke ind, mens jeg ledte efter det tungeste af de rimeligt billige pekingandebryster i Fakta. Jeg havde bare lyst til and. Valget faldt på at prøve at lave vietnamesisk mad, og jeg fandt en opskrift på nettet, som jeg fulgte løst, men som selvfølgelig skulle gøres LCHF.
Jeg beklager billedet, for det yder bestemt ikke retten retfærdighed. Egentlig synes jeg lidt det ser ud, som når min kat kaster op. Men smagen var helt og aldeles fantastisk, og jeg skal op og have hentet et andebryst eller to mere til fryseren i morgen.
Opskriften kommer her, og prøver jeg den samme igen (det kunne godt tænkes), så ser jeg lige, om jeg kan erstatte billedet.
Ingredienser (2 personer)
Et andebryst med skind
En dåse kokoscreme (tjek KH og vælg den fedeste, du kan finde)
En god klat kokosolie (jeg brugte med smag)
Frisk citrongræs
Frisk ingefær
Hvidløg (jeg brugte kinesisk)
Løgpulver
Frisk chili
Rød karrypasta (andre farver kan sikkert også bruges)
Tørrede limeblade
Fibersirup gold
Gurkemeje
Salt
Peber
Et blomkålshoved
Salt og peber
Limesaft
Fremgangsmetode
Skær skindet af dit andebryst og skær det i lidt mindre stykker. Mit vejede knap 400 gram, og jeg delte det i cirka 10 stykker. Gem skindet!
Hak alle krydderier og hvidløg og urter rigtig fint og tilsæt karrypasta og limeblade og lidt vand og fibersirup. Bland det sammen med din and. Jeg plejer at putte det i en af de der smarte poser fra Ikea med "lynlåslukning". Lad dette trække i køleskabet, så længe som du har tid til at vente.
Når du snart skal spise, så riv blomkålet på rivejern og steg skindet, så du får stegt den dejlige andefedt fra. I en gyde hælder du kokosolie og din and op og svitser det, til det har taget lidt farve. Tilsæt kokoscreme og lad det simre.
Imens steger du dit revne blomkål i andefedtet på en anden pande. Sørg for, at de bliver varmet godt igennem uden at tage for meget farve. Smag dem til med salt, peber og limesaft.
Sideløbende farver du din gryderet gul med gurkemeje, og når du synes, at blomkål og karry er færdig, så er det blot at kombinere og servere.
