torsdag den 17. september 2015

LCHF - Lun revet squash med bacontomatsauce og parmesan (god erstatning til pastaret)

Ingredienser

Squash (Jeg bruger det yderste af to små til en rimelig portion)
Olivenolie

Bacon i tern
Friske tomater (som måske er en dag for bløde til, at du vil bruge dem i salat)
Fløde
Paprika
Basilikum
Timian
Oregano
Hvidløgspulver
Salt
Peber

Rigeligt revet parmesan


Fremgangsmetode

Put dit bacon i tern på panden sammen med lidt eller meget paprika og hvidløgspulver, og steg et stykke tid. Imens hakker du dine tomater i mindre stykker, og de skal på, når baconen har stegt en smule. Jeg bruger omtrentligt samme mængde tomat som bacon rent rumfangsmæssigt.

Mens tomaterne steges i smadder og baconen lidt sprød, rives squash på rivejern eller i spiralizer eller lignende, hvis man har sådan en. Jeg bruger blot den grove side af et rivejern. Gem evt. midten af squashen til en mos eller anden ret, da midten af squashen har det med at blive meget smattet ved opvarmning. Nogle har ikke noget imod det, men jeg synes, at det klæder andre retter bedre. Sæt skålen med squash i mikrobølgeovnen og varm den ved høj effekt i et par minutter.

Når bacon og tomater er rimeligt gennemstegt, tilsættes fløde til du synes, at du har nok sauce. Lad koge ind til ønsket konsistens og smag til med de resterende krydderier. Min sauce er meget rød, og det skyldes, at jeg har et platonisk kærlighedsforhold til rigtig meget paprika i al min mad for tiden.

Giv dine squash et godt strint olivenolie og overhæld med sauce og revet parmesan.

onsdag den 16. september 2015

LCHF - Svinekoteletter med smørstegt broccoli og flødestuvet tomat

Ingredienser:

En eller flere svinekoteletter

Knap en halv tallerken skåret og renset broccoli

1 stor tomat eller flere små
Røget paprika (eller alm. paprika og lidt chili)
Tørret timian
Tørret basilikum

Smør
Fløde
Vand
Salt
Peber

Evt. jævning (fx johannesbrødkernemel, blendet grønt, en æggeblomme eller lad blot koge ind)


Fremgangsmetode:

Steg dine broccoli i rigeligt med smør og salt og peber. Når de er lidt mørke i det, lægges de til side på en tallerken og dækkes med folie (eller du kan bruge to stegepander).

Læg svinekoteletterne på panden i en god klat smør sammen med tomat, som er skåret i temmelig store stykker. Tilsæt rå mængder røget paprika, tørret basilikum og timian, lad det hele summe lidt, og hæld derefter en god sjat vand og en god sjat fløde på panden. Vend koteletterne en enkelt gang og server, når sovsen er kogt ind eller jævnet, og tomaterne er godt bløde.

Retten ville også fungere rigtig fint med stegt kylling.

tirsdag den 15. september 2015

LCHF - Medister med twistet flødestuvning

Ingredienser


Medister/grillmedister (vælg den med laveste indhold af kulhydrat)

Blomkål (både frisk og frost kan bruges)
Smør
Fløde

Laurbærblade
Koriander
Sorte sennepsfrø
Salt
Sort peber



Fremgangsmetode:


Tilberedning af medister er et holdningsspørgsmål, hvor nogle koger og andre ikke gider. Jeg hører som regel til den sidste gruppe. Det skal ikke begrænse tilgangen til opskriften, så før du går i gang, synes jeg, du skal tilberede din medister, præcis som du bedst kan lide at gøre det, eller prøve at planlægge dig ud af at gøre det sideløbende. Jeg gad ikke koge min først, så den kom på panden som den var.

Hvis du bruger frisk blomkål, så snit og rens grundigt. Uanset om det er frost eller frisk, så fylder du din portionstallerken cirka halvt med det. Sæt det i mikroovnen i højeste varme, mens du steger din medister i en god klump smør. Tilbered medisteren næsten færdig, før du foretager dig andet.

Når blomkålen er tøet og/eller lidt blød (afhængig af, om du har brugt frost eller frisk), tilsættes det på samme pande som din medister eller på en ny pande og steger lidt i et par teskefulde stegefedt fra pølsen. Tilsæt lidt sennepsfrø, et par laurbærblade, en smule koriander samt lidt salt og sort peber. Skru ned på lav varme og tilsæt en god sjat fløde lidt ad gangen, mens du lader det "koge ind" i blomkålen. Når du synes, at blomkålen har en lækker tekstur, du kan lide at spise kan du lade den fløde, der er tilbage, koge lidt ind, tilsætte lidt mere eller spise, som den er, afhængig af, hvordan du bedst kan lide konsistensen. Leg med det ... det er fløde, så det kan ikke smage dårligt. Smag til med salt og peber og evt. mere af de andre krydderier.


Tips: Jeg ved ikke, om jeg er lidt sær, når jeg godt kan lide at knuse sennepsfrøene mellem tænderne. Det er muligvis bare mig. Alternativt kan man bruge lidt færre, og de kan knuses inden tilsætning.

fredag den 11. september 2015

LCHF - Frisk limefromage

Ingredienser


1 (økologisk) lime (liberal, men der anvendes meget lidt per portion)
Cirka 1 deciliter fløde
Vaniljepulver eller ægte vanilje
Sukrin Melis
½ blad husblas (eller et helt, hvis du gerne vil have den meget stiv)


Fremgangsmetode

Pisk fløden til en rimelig fast skum.

Pres limesaften ud i et glas og riv skallen. Bland skallen med flødeskummen. Gem evt. lidt til dekoration. Smag til med sukrin, vanilje og limesaft. Smelt husblas med det vand, der hænger ved og hæld i, mens der piskes konstant. Hæld blandingen over i en lille beholder og dekorer med den sidste rest skal.

Sæt i køleskab i et par timer eller i fryseren lidt kortere tid. Den smager også fint, før den er stivnet helt. Ups.

LCHF - Liberal fødselsdagskage med inspiration fra cheesecake

Ingredienser

Nøddebund:

Hakkede, letsaltede nødder her mandler, peanuts (ikke LCHF) og macadamia (nok til at dække bunden af din form)
Sukrin Gold
Smør

Chokolademousse:

Så mørk chokolade som muligt
Fløde
Vanilje (fra stang eller pulver)¨
Lidt sukrin
Husblas

Cheesecakelag:

Fløde
En bakke smagsneutral flødeost
Frugtessens (jeg var i Indien og brugte mango -find en der passer til den frugt, du dekorerer med, eller udelad evt.)
Frugtfarve (kan udelades)
Vanilje (fra stang eller pulver)¨
Husblas
Lidt sukrin (kan udelades)

Frugt eller andet til dekoration


Fremgangsmetode

Smør bunden med din form med et tyndt lag smør. Steg dine nødder gyldenbrune i smør, og tilsæt sukrin og smør, til du har en karamel og nøddemasse, der kan dække bunden af din form. Tag af blusset og lad køle en smule af, før du hælder det i formen. Sæt formen på køl.

Vent 20-30 minutter

Pisk lidt under halvdelen af din fløde til en hård konsistens, mens du smelter chokoladen over vandbad. Smelt også husblas. Bland vanilje og lidt sukrin i flødeskummen, og hæld forsigtigt den flydende chokolade i under omrøring. Smag til, om der mangler sukrin eller vanilje. Hæld herefter den smeltede husblas i. Tag formen ud af køleskabet, og hvis bunden er nogenlunde størknet, kan du fordele chokolademoussen herpå. Ellers vent til bunden er stuetemperatur. Glat ud så godt du kan med en spartel. Sæt formen tilbage i køleskabet.

Vent 40-60 minutter

Pisk resten af fløden til en middelfast flødeskum og bland ost, vanilje, frugtfarve, sukrin og frugtessens i. Smag til, til du rammer noget, du kan lide. Smelt husblas og rør i grundigt. Tag formen ud af ovnen og hæld din masse i. Sæt tilbage i køleskabet.

Når det øverste lag, cheesecakemassen, er stift, skærer du frugt eller bær ud, som du har lyst til at dekorere med. For en endnu mere festlig kage kan du pynte med revet chokolade eller flødeskum. På kagen på billedet er der brugt mango og gul kiwi.

OBS: Nøddebunden får den kolde sukrinsmag og kan være svær at skære over. Brug en meget skarp kniv til at skære kagen op.

LCHF - Brændende kærlighed med forårsgrøn mos

Ingredienser

Til mos:

Den samlede mængde grønt i denne version består af 1/4 broccoli og 3/4 blomkål. Jeg synes det giver den bedste smagsbalance.
Cirka 20 gram smør
En håndfuld mozarella (revet) eller flødeost, fx Philadelphia
Salt og peber

Til kærligheden:

200 gram bacon i tern (til én portion)
Peber
Røget paprika (kan udelades)
Løgpulver eller løg


Fremgangsmetode

Skær broccoli og blomkål (eller andre grøntsager) i store stykker efter at have renset grundigt. Kom i en gryde med rigeligt vand uden salt og tænd på højeste blus.

Når grøntsagerne koger, puttes bacon, løgpulver, og paprika på panden og steges på middel varme.

Mærk jævnligt på grøntsagerne. De skal ikke koges helt ud, men når du ubesværet kan knække et stykke med en gaffel, hælder du al vandet fra. Brug en håndmixer eller piskeris til i første omgang at findele grøntsagerne og blande dem godt. Tilsæt smørret i et par store klumper og strø mozarella ud over overfladen eller tilsæt din flødeost. Mix videre til mosen har en konsistens, du synes om. Smag til med salt og peber.

Hæld mosen i en dyb tallerken og prik en fordybning i midten med en ske. Hæld forsigtigt bacon og fedt ud over.

Velbekomme.

torsdag den 10. september 2015

LCHF - Dürumrulle som hos det lokale shawarmahouse (... næsten, altså)

Ingredienser:

"Brød":
Nok revet ost til at fylde din stegepande i et lag på 1-1,5 centimeter. Jeg brugte en blanding af cheddar og mozarella.

Fyld:
Kebabkød fra frost (lidt højere end 5 gram kulhydrat per 100 gram - vist nok 7 gram)
eller
Kebabkød fra pizzamanden (spørg om han vil sælge dig en bakke og pak i små portioner til fryseren - det tænker jeg de godt vil).
eller
Stegt hakket oksekød - krydret.

Salat, fx iceberg
Tomat
Agurk
Evt. rødløg eller løg (liberal)

Creme fraice-dressing enten hjemmerørt (traditionelt med purløg og estragoneddike) eller købt. Jeg fandt en billig én i Fakta, der går lidt over kulhydratbudgettet, men måske kan det gøres endnu bedre. Alternativt kunne man røre den lidt op med lidt 38%-creme fraice og derigennem ændre fordelingen lidt.


Fremgangsmetode:

OBS. Denne ret kræver en smule teknisk snilde. Den er ikke svær at lave - som sådan - men du bør have følgende ting ved hånden:

- Et STORT stykke madpakkefolie med papir på den ene side (alternativt madpapir og folie)
- Nonstick-pande
- Rigeligt med køkkenrulle eller servietter ved servering.

Afhænging af typen af kød du bruger, varmes eller tilberedes det, som du kan lide det.

"Brødet" til denne dürumrulle er superstriks. Det er nemlig lavet af ost og KUN ost. Sæt nonstickpanden over på høj varme og drys revet ost ud over i et dækkende lag på cirka 1-1,5 centimeter. Hold godt øje. Så snart osten er helt smeltet skrues ned på lav varme.

Skær og rens dit grønt, men hold øje med ostebrødet. Så snart der kommer små "lufthuller" i overfladen løfter du det forsigtigt med et plasticredskab. Er det gyldenbrunt og lidt "stift" at røre ved, så er det færdigt og vendes ud på folien. (jeg brugte madpakkefolie med papir på den ene side - papir udad), fyldet puttes på efter smag. Læg et godt bjerg på.

Nu kommer den tricky del ... at få den lukket. Sørg for at bruge et stykke folie, som vil kunne nå om din dürumrulle i hvert fald 2,5 gang.

Step 1: Fold den ene side af brødet lidt ind over fyldet og rul en ganske lille smule. Læg folien henover. 
Step 2: Mens du presser rullen sammen, ruller du yderligere stramt ind i folien, til hele rullen er dækket. Stop.
Step 3. Fold siderne af folien op over din dürumrulle, så den lukkes i top og bund. Dette gøres for at undgå for mange fedtdryp, og for at undgå, at fyldet falder ud, når der strammes yderligere.
Step 4: Fortsæt med at rulle, så du får forseglet enderne (de skal være under det folie, du mangler at rulle om, når du ruller. Stram til, mens du ruller!
Step 5: Rul færdig og skær rullen over på midten med en skarp kniv. Pas på ikke at få folie i munden, og server med rigeligt med servietter. Det er en fedtet affære, men det smager dejligt!

Tip: "Brødet" kan også bruges til alle mulige andre ting. Fx kan den fyldes med tunsalat og grøn salat eller laves som en BLT (Bacon Lettuce Tomato).

LCHF - Chai, chai, masala chai! (Et indiskinspireret alternativ til æggelatten)

Ingredienser (1 stort glas - striks):
*Nye LCHF'ere - læs teksten nederst
 
En god sort (eller grøn) te
Chai masala (groft oversat = tekrydderi) enten købt i grønthandler af anden etnisk herkomst end dansk eller efter opskrift fra Google
Som alternativ kan du bruge en færdigblandet chai, som består af sort te og krydderier

Vand
Sukrin (jeg foretrækker Gold)
To æg (eller for de mindre hardcore 2 æggeblommer) - Danske æg er erklæret sikre at spise rå, men det er en temperamentssag

Lidt kokosolie
Evt. lidt fløde
Plysløve er liberal


Fremgangsmetode:

Min kæreste er inder og kan derfor helt ubetinget og uden diskussion brygge masala chai bedre, end jeg kan. I hans hjem brygges den på mælk, meget lidt vand og den gøres temmelig sød. Da de fleste LCHF'ere ikke drikker mælk, har jeg fundet et alternativ. Det er en "ret", der formentlig kræver nogle forsøg, da chai masala kan være meget stærkt, og doseringen derfor afhænger rigtig meget af smag. Start med lidt, så du ikke får et chok, og hvis du prøver opskriften igen, så kan du eventuelt tilsætte mere.


En kasserolle fyldes, så der er cirka 1 cm vand i den. Te (start med en spiseskefuld) og en smule chai masala tilsættes, og blandingen koger i et par minutter. Tilsæt sukrin og lad koge op igen.

Imens blandingen koger op, blender du hele æg eller blommer i et varmeresistent blenderglas eller i en skål med stavblender. Du kan nærmest ikke blende for meget.

Ønsker du fløde i din chai (det gør jeg, fordi en del af oplevelsen er smagen af kogt mælk) hældes en spiseskefuld eller to i, og blandingen koges op igen. Den skal stormkoge, så den nærmest vandrer ud af gryden.

Billede 1 viser te og masala, der koger i gryden. Her har jeg brugt grøn te, da jeg havde præsteret at komme hjem fra Indien med masala men ikke med sort te.

Find det glas, du ønsker at drikke af, frem, og placer en lille sigte ovenpå. Alternativt kan man sikkert bruge et tefilter eller en større sigte over en skål. Den rygende varme blanding hældes gennem sigten (billede 2) og i glasset (lidt bundfald er normalt). Fyld op med mere kogende vand, så dit glas er lidt over halvt fyldt med te-blandingen. Tilsæt kokosolie til glasset, hvis det ønskes.

Tænd stavblenderen igen og blend konstant, mens du langsomt hælder den meget varme te i. Bliv ved lidt længere, end du forestiller dig er nødvendigt, og hæld så den rygende varme æggechai tilbage i glasset og server med en lang ske og mulighed for ekstra sukrin.


*Mange er glade for "æggelatter" både kolde og varme som morgenmad eller som supplement til den. Nogle, mig selv inklusiv, oplever en del opstartsbesvær i forhold til æggelatten. Jeg har ikke fundet den specifikke årsag, men problemerne kan være kvalme eller løs mave, der dog forsvinder efter et par timer. Det smager til gengæld fantastisk, og for mig virkede det som om, problemet forsvandt over tid. Hvad der hjalp for mig var at starte med 2 æggeblommer, herefter 2 blommer og en hvide, så to hele æg og derefter også lidt fedtstof i form af kokosolie. Jeg foretrækker fast føde til morgenmad, men hvis jeg har lidt madlede eller bare er generelt doven, så er latterne af te eller kaffe rigtig fine alternativer.

LCHF - Svensk pølseret på den topsimple måde (blomkålsversion)

Ingredienser:

Pølser (Vær opmærksom på kulhydrater, da de varierer meget ved pølser)
Blomkål
Smør
Fløde
Evt. løg eller løgpulver
Tomatpure eller sukkerfri ketchup
Paprika
Salt og peber
Krydderurter til pynt


Tilbehør:
Her syltede agurker og dijonsennep (OBS - gå efter den sennep med laveste kulhydratindhold. De varierer en del)
Brøderstatninger ville givetvis også kunne bruges som tilbehør, men jeg spiser ikke disse.


Fremgangsmetode:

Rens blomkålen og del i buketter og skær pølserne i mundrette stykker. Svits begge dele i riiigeligt med smør sammen med eventuelle finthakkede løg og paprika i en tykbundet gryde med låg. Når det hele er en smule stegt lægges låg på, og retten simrer i i hvert fald 15 minutter.

Tomatpure eller ketchup tilsættes sammen med fløde, til du synes, du har en stor nok mængde sovs. Låget lægges på igen, og der skrues helt ned. Retten må gerne simre i i hvert fald 10-20 minutter mere. Er de fløde og tomatsauce kogt helt ind, kan du eventuelt tilsætte lidt mere af begge dele. Smages til med salt og peber.

Serveres rygende varmt og med det valgte tilbehør.

LHF - Den nemmeste aftensmad i verden (... hvor grøntresterne kan bruges)

Ingredienser:

Til oksekødssauce:
Hakket oksekød (Jeg kan spise cirka 1/3 pakke)
Nogle strimler bacon
Evt. lidt fedt til stegning

En dåse tomatpuré (Tomatpure er højt i kulhydrat. Erstat evt. med hakkede, friske tomater)
Hvidløgspulver
Paprika (evt. stærk og røget)
Salt
Peber
Evt. andre krydderier og krydderurter (jeg bruger gerne timian)
Evt. rester af grøntsager

Andet:
4 blade hjertesalat
Revet cheddar eller anden ost
Mayonnaise
Et strint olivenolie
Agurk eller andet grønt efter smag

Fremgangsmetode:

Steg bacon og oksekød på panden i lidt fedtstof, hvis kødet ikke er højt i fedtprocent. Imens det steger, kan salaten renses (gør det grundigt - jeg finder jævnligt sand i min hjertesalat) og agurken rives eller skæres. Når oksekød og bacon er næsten stegt, tilsættes tomatpure og eventuelle finthakkede grøntsagsrester. Steger videre på panden. Der tilsættes salt, peber og evt. paprika samt hvidløgspulver.

Mens saucen steger færdig, lægges blade af hjertesalat på en tallerken. Jeg har brugt 4 på billedet og lagt dem ovenpå hinanden 2 og 2. Kødfyldet hældes ovenpå og der dekoreres med mayonnaise, cheddar, agurk eller andet, der falder i smag. Hvis man er hardcore, kan hjertesalatbladene faktisk løftes og spises som en hotdog. Det havde givetvis været nemmere, hvis de var fyldt mindre op. Jeg brugte blot kniv og gaffel.

LCHF - Brødløs burger med bønnefritter og dressing




Ingredienser (striks):

Bøf og fyld:
En lille hakkebøf
Smør til stegning
Salt og peber
Et par strimler bacon
Lidt modnet cheddar i skiver (eller en anden yndlingsost)
Agurk, tomat, salat eller andet, du vil have i
Et æg

Bønnefritter:
Grønne bønner - friske og rensede eller fra frost
Salt
Evt. peber eller andre krydderier som fx paprika
Smør til stegning

Dressing:
Mayonnaise
Creme fraice 38%
Røget paprika
Stegefedt fra bøf og bacon
Sukrin


Fremgangsmetode:

Hvis du bruger frostbønner, så fyld halvdelen af din tallerken med dem og optø i mikrobølgeovn. Hæld alt vandet fra.

Steg bøf og bacon, som du kan lide det, Krydr bøffen med salt og peber. Steg dit æg som et almindeligt spejlæg.

Stegefedtet blandes med creme fraice 38% og mayonnaise (cirka halvt af hver virker fint) og smages til med krydderier. Bønnerne puttes på panden i lidt ekstra smør. Lad evt. bøffen ligge i et hjørne af panden for at holde den lun.

Byg burgeren op med spejlægget som bund, mens du jævnligt rører i fritterne. Burgeren på billedet indeholde spejlæg, et lag iceberg, dressing, bøf, dressing, modnet cheddar, dressing, bacon og mere cheddar og så et par akavede agurkeskiver, der hurtigt faldt af. Server med fritterne, når de er lidt mørke og resten af dressingen.

LCHF - Blomkåls-"masala chicken" med broccoliris

Ingredienser (striks):

Kylling:
Afbenet, hel kylling smager bedst, men kyllingefilet kan også anvendes

Broccoliris:
Broccolibuketter fra et helt hoved
Smør

Sauce:
Vand
Fløde
Smør
Masala-blanding (Hvis du ikke kan skaffe det, kan karry fra supermarkedet anvendes)
Chili
En god håndfuld blomkål
Evt. kyllingefond eller boullion (kan udelades)
Evt. gurkemeje til farvning
Salt og peber



Fremgangsmetode:

Rens broccolibuketter og blomkål. Blomkålen skæres i små stykker, og buketterne af broccoli skæres meget fint eller kværkes i en minihakker eller foodprocessor. Broccolirisene puttes på den tallerken, du vil spise af.

Kyllingen skæres i mundrette stykker og steges i rigeligt med smør i en stor gryde tilsat masala eller karry samt chili. En smule vand og blomkålsstykkerne tilsættes. Lad koge til kyllingen er mør og blomkålene er meget bløde. Mos blomkålene til du opnår en meget tynd mos og lad resten blive i større stykker. Smag til med fløde, salt og peber og farv evt. med gurkemeje og mere krydderi.

Når kyllingen er næsten mør, puttes små smørklumper på dine "broccoliris" og de varmes i mikroovnen, til du kan lide konsistensen.

Anret på tallerken og nyd maden.


LCHF - Laks i karry- og salviesauce med broccolistok

Ingredienser (1 person - striks):

Laks:
Laksestykker (frisk eller optøet frost)
Citronsaft
Smør til stegning
Evt. salt og peber

Broccolistok:
Broccolistok fra et helt hoved
Smør

Sauce:
Fløde
Smør
Karrypulver fra supermarkedet
Salvie
Gurkemeje
Æggeblomme eller anden jævning
Evt. salt, peber og sukrin




Fremgangsmetode:

Rens broccolistokken og skræl den, hvis du lyster, som du ville skrælle en gulerod. Skær det allernederste stykke af. Skær i cirka lige store stykker. Læg det på den tallerken, du har tænkt dig at spise af.

I en kasserolle smeltes smør og karryen brændes af. Salvie tilsættes sammen med fløde (og vand, hvis du gerne vil ned i flødeindtag) og farves med gurkemeje.

Imens kommer laksen på en stegepande og steges mør, evt. krydret med salt og peber.

Når laksen er næsten færdig lægges små stykker smør på broccolistokken, og den sættes i mikroovnen og varmes ved højeste varme, til du kan lide konsistensen.

Saucen jævnes med en eller flere æggeblommer eller anden jævning, mens der piskes voldsomt imens der koges op. Tilsæt evt. sukrin og salt og peber.

Anret så pænt, som du gider. Laksen kan evt. overhældes med citronsaft.