*Nye LCHF'ere - læs teksten nederst
En god sort (eller grøn) te
Chai masala (groft oversat = tekrydderi) enten købt i grønthandler af anden etnisk herkomst end dansk eller efter opskrift fra Google
Som alternativ kan du bruge en færdigblandet chai, som består af sort te og krydderier
Vand
Sukrin (jeg foretrækker Gold)
To æg (eller for de mindre hardcore 2 æggeblommer) - Danske æg er erklæret sikre at spise rå, men det er en temperamentssag
Lidt kokosolie
Evt. lidt fløde
Plysløve er liberal
Fremgangsmetode:
Min kæreste er inder og kan derfor helt ubetinget og uden diskussion brygge masala chai bedre, end jeg kan. I hans hjem brygges den på mælk, meget lidt vand og den gøres temmelig sød. Da de fleste LCHF'ere ikke drikker mælk, har jeg fundet et alternativ. Det er en "ret", der formentlig kræver nogle forsøg, da chai masala kan være meget stærkt, og doseringen derfor afhænger rigtig meget af smag. Start med lidt, så du ikke får et chok, og hvis du prøver opskriften igen, så kan du eventuelt tilsætte mere.

En kasserolle fyldes, så der er cirka 1 cm vand i den. Te (start med en spiseskefuld) og en smule chai masala tilsættes, og blandingen koger i et par minutter. Tilsæt sukrin og lad koge op igen.
Imens blandingen koger op, blender du hele æg eller blommer i et varmeresistent blenderglas eller i en skål med stavblender. Du kan nærmest ikke blende for meget. Ønsker du fløde i din chai (det gør jeg, fordi en del af oplevelsen er smagen af kogt mælk) hældes en spiseskefuld eller to i, og blandingen koges op igen. Den skal stormkoge, så den nærmest vandrer ud af gryden.
Billede 1 viser te og masala, der koger i gryden. Her har jeg brugt grøn te, da jeg havde præsteret at komme hjem fra Indien med masala men ikke med sort te.
Find det glas, du ønsker at drikke af, frem, og placer en lille sigte ovenpå. Alternativt kan man sikkert bruge et tefilter eller en større sigte over en skål. Den rygende varme blanding hældes gennem sigten (billede 2) og i glasset (lidt bundfald er normalt). Fyld op med mere kogende vand, så dit glas er lidt over halvt fyldt med te-blandingen. Tilsæt kokosolie til glasset, hvis det ønskes.
Tænd stavblenderen igen og blend konstant, mens du langsomt hælder den meget varme te i. Bliv ved lidt længere, end du forestiller dig er nødvendigt, og hæld så den rygende varme æggechai tilbage i glasset og server med en lang ske og mulighed for ekstra sukrin.
*Mange er glade for "æggelatter" både kolde og varme som morgenmad eller som supplement til den. Nogle, mig selv inklusiv, oplever en del opstartsbesvær i forhold til æggelatten. Jeg har ikke fundet den specifikke årsag, men problemerne kan være kvalme eller løs mave, der dog forsvinder efter et par timer. Det smager til gengæld fantastisk, og for mig virkede det som om, problemet forsvandt over tid. Hvad der hjalp for mig var at starte med 2 æggeblommer, herefter 2 blommer og en hvide, så to hele æg og derefter også lidt fedtstof i form af kokosolie. Jeg foretrækker fast føde til morgenmad, men hvis jeg har lidt madlede eller bare er generelt doven, så er latterne af te eller kaffe rigtig fine alternativer.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar